Øget omsætning og eksport men færre fuldtidsansatte. Det viser de nyeste nøgletal for it-branchen i Danmark. Med en samlet omsætning på 80,4 mia. kr., svarende til en vækst på 3,2% i forhold til 3. kvartal 2023, viser it-branchen igen en solid fremgang på tværs af underbrancher. Især eksporten, der med en vækst på 4,5% endte på 28,1 mia. kr., er gået godt i 3. kvartal 2024.
Til sammenligning har det samlede danske erhvervsliv i samme periode oplevet et omsætningsfald på 0,5% og et fald i eksporten på 2,1%.
– Hvor vi tidligere i år så en vis tilbageholdenhed på flere af vores eksportmarkeder, ser det nu ud til, at der igen er kommet gang i salget. Især indenfor softwareudvikling, tele og informationstjenester ser vi lige nu tocifrede vækstrater, siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
I samme perioden er antallet af fuldtidsstillinger faldet med 523 personer (-0,5%), så der i 3. kvartal er 105.975 ansatte i den danske it-branche. Det er især indenfor tele, at man har måtte sige farvel til medarbejdere.
– Vi ved, at konkurrencen i den danske telebranche er benhård, og at det er svært at skabe overskud, når investeringerne i infrastruktur som fiber, bredbånd og 5G er så høje, som de er. Så det kommer desværre ikke bag på os, at man bliver nødt til hele tiden af effektivisere i den del af it-branchen, slutter Natasha Friis Saxberg.