Antallet af kunder vokser hos Optipeople, og for at understøtte nuværende og fremtidig vækst er det seneste skridt, at Asger Thierry er trådt ind i ejerkredsen, hvilket er en meget væsentlig styrkelse. For udover en væsentlig kapitaltilførsel får Optipeople adgang til Asgers store erfaring og unikke kompetencer.
Asger Thierry har et stærkt CV, og i relation til Optipeople er det særligt Asgers mere end 25 års ejer- og lederskab i Minerva Group, der er attraktivt. Minerva distribuerer Product Lifecycle Management (PLM) software til store produktionsvirksomheder på den globale scene.
Det er et stort privilegium, at vi har fået Asger Thierry med ombord, da Asgers erfaring og kompetencer med værdibaseret distribution af softwareløsninger utvivlsomt kommer til at forstærke den positive udvikling i Optipeople, siger Optipeoples bestyrelsesformand Jan Snogdal.
– Jeg har gennem årene med interesse fulgt Optipeople´s udvikling. Produktet Opticloud og organisationen bag dette har imponeret mig i en grad, der har gjort det interessant at blive aktivt involveret i Optipeople. Specielt har jeg lagt mærke til den positive udvikling, der har været efter, at Stefan Lageri-Schmidt Jensen med hans mere end 10 års erfaring fra industri, energi og softwaresektoren blev ansat i 2021 som administrerende direktør. Platformen og de meget tilfredse kunder danner et perfekt fundament for de næste væsentlige skridt på vejen til at blive en dominerende spiller inden for maskinstyring og overvågning. De erfaringer jeg har opbygget gennem udvikling af Minerva Group fra et lille software selskab med to ansatte til en global spiller, er jeg helt overbevist om også vil kunne finde anvendelse ved Optipeople. Jeg er derfor både glad og ydmyg over den positive modtagelse, jeg har fået i Optipeople som investor, og ikke mindst som samarbejdspartner for den kommende udvikling af firmaet, tilføjer Asger Thierry.
Desuden er Mikkel Krogslund Andersen blevet medejer i 2021. Mikkel er formand for K. Nissen International A/S og har en baggrund som tidligere Group CEO i Nissens A/S og partner i Implement A/S. Mikkel har med baggrund i sin betydelige indsigt og erfaring påvirket positivt, hvordan Optipeople driver sin forretning i dag.
Optipeoples IoT -platform Opticloud kan på tværs af alle maskintyper, assettyper og processer samt gennem AI og machine learning hjælpe industri- og produktionsvirksomheder med at være effektive og bæredygtige.