Embedded World i dagene fra den 11. til den 13. marts i Nürnberg vil nok være ganske uforudsigelig – ikke mindst fordi AI i edgen dukker op overalt. Det stiller igen helt nye krav til cybersikkerheden i de embeddede applikationer
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 3 – 2025 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Af Rolf Sylvester-Hvid
Foto: Frank Boxler, Messe Nürnberg
Som om der ikke var nok udfordringer i verden med hensyn til helbred, klima, fødevarer, infrastruktur og meget andet halløj? Den nuværende geopolitiske situation er gået helt amok, og ingen havde vel for 20-30 år siden regnet med, at vi igen skulle slås med despoter og vanvidsregimer. Det gik jo egentlig så godt, og pludselig hoppede fornuftens kæde af, så nu bokser vi med globale ufredsscenarier i Ukraine/Rusland, Kina/Taiwan og Mellemøsten – og så USA, der under Trump har skabt en besynderlig sabelraslen. Det tvinger Europa til at finde sine helt egne ben at stå på i sikkerhedspolitikken, og sikkerheden i de embeddede produkter, der i stigende grad søger mod edgen, skal styrkes. Vi har med andre ord nok at arbejde med – og imod – inden for Danmarks grænser og ikke mindst elektronikken, der i omsætning er dykket markant i 2024, men som nok skal genfinde sin styrke i løbet af 2025.
Elektronikken er jo i høj grad Vestens styrke, men vi skal omvendt passe på, at styrken ikke også bliver en svaghed, hvis vi naivt tror på, at systemerne som udgangspunkt er sikre. Vi bliver i stigende grad udsat for hackerangreb, som ikke bare skyldes ønsker om økonomisk vinding. Flere af de mere tvivlsomme lande på denne klode har hele arméer af hackere i gang med at underminere vores infrastruktur, produktionen og handelsvejene, og det er selvfølgelig nødvendigt både at imødegå og forebygge.
Det har givet Embedded World i Nürnberg i dagene fra den 11. til den 13. marts en fornyet og ganske skræmmende relevans. De embeddede applikationer er i dag næsten alle baseret på kommunikation samt et bagland af cloudservere, og det giver en betydelig sårbarhed over for hackerangreb. Hackere er jo ikke dummere end almindelige mennesker – nok nærmere tværtimod – og som alle andre kriminelle vil hackerne altid søge efter de nemmeste adgangsveje til de systemer, som de vil angribe, plukke eller paralysere. De embeddede applikationer og IoT-miljøet giver milliarder af angrebspunkter, og en effektiv beskyttelse er derfor altafgørende for den samlede systemsikkerhed. Heldigvis går det sjældent så galt, som vi frygter, men det skader ikke at forebygge angreb. Så kan vi måske bruge vores ressourcer, hvor det hele giver mere mening.
Fokus på displays og cybersikkerhed
Embedded Worlds relevans er mangesidig – og det er sikkerhedsbetragtningerne også. Områder som displays, AI og cybersecurity er ret udtalt udvidet under 2025-versionen af Embedded World. Displays skal nok til dels ses i lyset af, at mange applikationer – selv de forsvarsmæssige – bliver mere ”flatpack”-agtige (læs: som Ikea-møbler), og i en tid, hvor selv droner er udført i éngangsmaterialer som pap eller lignende, og hvor dronerne skal kunne udpakkes, samles og bruges på få minutter i felten, så skal displays og styringer følge med. Det skal være kompakte og prisbillige løsninger, men også robuste interfaces, som giver en intuitiv og sikker betjening af eksempelvis fjernstyrede våbensystemer.
Cybersikkerheden giver jo sig selv, så det er meget naturligt, at Embedded World og Messe Nürnberg har allokeret såvel en stor del af messen som en del af konferenceprogrammet til sikkerhed. Angrebspunkterne bliver stadigt flere, og det spænder lige fra afluring af data hos underleverandører på usikre locations til mere konventionelle malware- eller hacker-angreb. De selvkonfigurerende og selvhelende mesh-netværk og Wi-Fi access-punkter er potentielt også følsomme, så en intelligent sikkerhed skal være en del af det grundlæggende design.
Vi antager, at vi kommer til at møde mange danske udstillere og besøgende på dette års Embedded World, og vi vil selvfølgelig sørge for at følge op med en fyldestgørende messerapport i april-nummeret af Aktuel Elektronik (05/2025), når vi har fået fordøjet indtrykkene fra dette års Embedded World. Man kan på forhånd – eller undervejs danne sig et overblik over såvel messe som konferencer på websiten – i dette tilfælde den engelsksprogede: https://www.embedded-world.de/en.
Billedtekst:
Displays er vitale dele af de embeddede løsninger, og dagens geopolitiske situation kræver i stigende grad robuste og intuitive løsninger, der også skal kunne tilpasses de fysiske outlines.