Ørsteds bestyrelse har i dag udnævnt Rasmus Errboe, nuværende viceadministrerende direktør og kommerciel direktør, til ny koncernchef og administrerende direktør for virksomheden. Han erstatter Mads Nipper, som træder tilbage fra sin stilling som koncernchef og administrerende direktør for Ørsted.
Mads Nipper kom til Ørsted i januar 2021. Han træder tilbage som administrerende direktør den 1. februar 2025, hvor Rasmus Errboe tiltræder i rollen som koncernchef og administrerende direktør.
Lene Skole, formand for Ørsteds bestyrelse, siger:
– Markedet for vedvarende energi har ændret sig fundamentalt siden januar 2021. De vanskelige forhold, som havvindindustrien står over for lige nu med flaskehalse i forsyningskæden, rentestigninger og ændringer i det regulatoriske landskab, har påvirket vores forretning på en sådan måde, at vores fokus har ændret sig. Derfor har bestyrelsen i dialog med Mads Nipper besluttet, at det er det rigtige tidspunkt for ham at træde tilbage, og bestyrelsen har udnævnt Rasmus Errboe som ny administrerende direktør.
Ny administrerende direktør for Ørsted
Den 1. februar 2025 tiltræder Rasmus Errboe i rollen som koncernchef og administrerende direktør for Ørsted.
Rasmus Errboe kom til Ørsted i 2012 og blev medlem af koncernledelsen i 2022. Før han blev udnævnt til viceadministrerende direktør og kommerciel direktør, har han varetaget stillingerne som midlertidig koncernøkonomidirektør, regionschef for Europa, regionschef for Kontinentaleuropa, økonomidirektør for forretningsområdet Offshore globalt og chef for Ørsteds Group M&A-afdeling. Derudover var han overordnet ansvarlig for børsnoteringen af Ørsted i 2016 og frasalget og udskillelsen af Ørsteds olie- og gasforretning i 2017.
Rasmus Errboe er medlem af direktionen, registreret som direktør i Ørsted A/S hos Erhvervsstyrelsen og medlem af Dansk Industris hovedbestyrelse. Har er cand.jur. fra Københavns Universitet og har en MBA fra University of San Diego i USA.
Ørsted offentliggør sin årsrapport for 2024 torsdag den 6. februar 2025.