Om mindre end en uge, 8. oktober 2024, lanceres The Nordic Chip Collaboration med deltagelse af Sverige, Norge og Finland… men Danmark brillerer ved sin manglende deltagelse. Set med danske højteknologiske øjne er det en katastrofe, at vi ikke indgår mere aktivt i arbejdet på at udvikle forskning og produktion af halvledere i Norden – og ikke mindst Danmark – men vi må erkende, at regeringen i Danmark kun kan åbne munden og sige “AI” og “digitalisering” uden egentlig at fatte noget som helst af, hvad teknologien går ud på. Det er næsten tragisk, og den eneste trøst er, at industrien arbejder derudad på trods af de ret umulige forhold, regeringen og embedsværket stiller i vejen for dansk højteknologisk fremdrift. Danske hi-tech succeser i forhold til det offentlige klima sker i høj grad “på trods af” snarere end “fordi”.
Udnævnelsen af Caroline Stage Olsen som “digitaliseringsminister” understreger påstanden. At kunne begå sig i SoMe-universet har intet med ingeniørvidenskab at gøre – og et DJØF-baseret embedsværk gør bestemt ikke situationen bedre. Hvor er de dygtige folk fra DTU- og STEM-miljøet, som kunne rådgive politikerne og trække Danmark i en retning, hvor vores særdeles dygtige industri ville blive bakket op af regeringen?
Seneste hån mod det højteknologiske Danmark er, at Digitaliseringsministeriet har ansat Lasse Lilholt Raahauge som særlig rådgiver for digitaliseringsminister Caroline Stage. Lasse Lilholt Raahauge har de seneste år været chef for kommunikation, SoMe og PR i Saxo Bank og har arbejdet med kommunikations- og PR-området indenfor både bank- og konsulentsektoren. Han har en bachelor i Jura fra Aarhus Universitet i 2016 og vil sammen med kollegerne i ministeriet bidrage til rådgivning og sparring om politikudvikling og om ministerens kommunikation om initiativer, resultater og ambitioner på ministeriets ressortområder.
Man spørger så sig selv, hvordan den konstellation nogensinde skal få Danmark frem i bussen, når det drejer sig om internationale samarbejder om udvikling af hardware og chips, som er afgørende for industriens og elektronikkens fremtid – og for at de virtuelle løsninger, som mange politikere drømmer om, overhovedet kan realiseres? Det tangerer det pinlige og forklarer måske ret effektivt, hvorfor resten af Norden har koblet Danmark af i det internordiske chipsamarbejde. Med sidstnævnte kan man læse mere om på: Nordic Chip Collaboration (business-sweden.com)