SST Enclosures A/S i Hjørring har kunnet tage det første spadestik til en spritny fabrik på ikke mindre end 2800 m2. Den nye fabrik kommer også til at ligge i Hjørring og skal stå færdig i slutningen af året.
– Vi har desværre gennem nogen tid måttet sige nej til nye kunder, fordi vi simpelthen ikke kunne følge med i produktionen. Der er for lidt plads i vores nuværende fabrik, også selvom vi producerede for fuld kraft både dag og nat, siger CEO Anders Martin Davidsen og fortsætter:
– Derfor har vi nu valgt at bygge en ny og topmoderne fabrik med masser af plads lige ved siden af vores nuværende fabrik. Vi har de sidste par år måttet sige nej til nye kunder, da vi simpelthen har kørt på maksimal produktionskapacitet i vores eksisterende fabrik.
– Når den nye fabrik står færdig, forventer vi at kunne øge produktionskapaciteten betydeligt samtidig med, at vi får en forbedring af arbejdsforholdene for de ansatte. Vi har løbende behov for at ansætte nye folk i produktionen, og derfor er det vigtigt, at vi er en god og attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække de rette folk, siger Anders Martin Davidsen.
SST Enclosures producerer indkapslinger af enhver art. Typisk er der tale om elskabe og lignende indkapslinger samt robuste og vandtætte HMI-paneler til industriformål.
– Vi er specialister i kundetilpassende løsninger af enhver art. Vi kan producere kapslinger i rustfri stål til de højeste tæthedsgrader og samtidig udført i hygiejnisk design, eksempelvis til brug i fødevareindustrien og medicinalindustrien, hvor disse krav er ekstra skrappe, slutter Anders Martin Davidsen.