TDC Erhverv lancerer ny forretningsenhed – Cloud & Cyber Hub – som skal styrke innovation og understøtte digitalisering af Danmark med fremtidens digitale og innovative løsninger inden for cloud, kunstig intelligens og avanceret cybersikkerhed. Den nye satsning er en naturlig udvikling i et marked, hvor kunder i stigende grad efterspørger partnere, der kan tilbyde én samlet teknologiløsning.
Digitaliseringen bevæger sig i et tempo, der skaber helt nye muligheder og krav til digitale løsninger. Der er en voksende efterspørgsel efter innovation og fuldt integrerede løsninger, der er samlet ét sted. For at følge markedsudviklingen, har TDC Erhverv taget næste skridt i sin transformationsrejse og etableret en ny forretningsenhed – Cloud & Cyber Hub – som samler fremtidens teknologier og styrker innovation.
– Med lanceringen af vores nye forretningsenhed tager vi endnu et vigtigt skridt mod at blive en fuldt integreret teknologipartner for danske virksomheder. Vi samler vores ekspertise for at tilbyde kunderne én samlet løsning på tværs af deres teknologiske behov. I takt med at samfundet ændrer sig og kompleksiteten inden for cloud, cybersikkerhed, AI samt datahåndtering vokser, bliver evnen til at levere integrerede og gennemprøvede løsninger afgørende, siger John Henriksen, CEO i TDC Erhverv.
– I TDC Erhverv har vi en unik viden og indsigter om danske virksomheder og den digitale infrastruktur i Danmark, som positionerer os rigtig stærkt i markedet. Dén viden kombineret med vores ekspertise i den nye forretningsenhed, gør det muligt for os at levere en endnu mere sammenhængende og effektiv kundeoplevelse, fortsætter han.
Udover Cloud & Cyber Hub enheden, samler TDC Erhverv også deres operatør- og integratorforretning i en ny Customer Excellence afdeling, der skal skabe en bedre og mere strømlinet kunderejse, hvor kontaktpunkt, rådgivning og løsninger samles ét sted.
De nye tiltag er næste skridt på sammenlægningen af to brands, NetDesign og TDC Erhverv, under TDC Erhverv. Med Customer Excellence og Cloud & Cyber Hub, er TDC Erhverv nu endnu tættere mod at blive ét samlet brand, der kan, som den eneste danske udbyder, levere end-to-end løsninger på tværs af alle teknologier.
Annelise S. Rosendal, Head of Sales and Operations, får ansvaret for Customer Excellence og Claus Westergaard Kraft, Director of Cyber Security and Cloud, kommer til at stå i spidsen for den nye forretningsenhed Cloud & Cyber Hub.