Terma annoncerer sin deltagelse i den europæiske rumfartsorganisations (ESA) Ramses-mission med en ny kontrakt om at levere Remote Terminal Unit. Med denne mission tager Terma endnu et skridt fremad inden for planetarisk forsvarsinnovation.
Terma, der er udvalgt til at levere Remote Terminal Unit (RTU) til denne banebrydende mission, vil spille en afgørende rolle i ESA’s seneste indsats for at studere asteroidernes dynamik og forbedre planetarisk sikkerhed. Ramses-rumfartøjet vil ledsage asteroiden Apophis før, under og efter dens tætte forbiflyvning af Jorden i 2029. Målet er at forbedre planetarisk forsvar og få indsigt i, hvordan Jordens tyngdekraft påvirker objekter nær Jorden.
Ramses-missionen, en del af ESA’s Space Safety-program, vil fokusere på at observere, hvordan Apophis fordrejes og ændres af Jordens tyngdekraft. Ramses-rumfartøjet opsendes i april 2028 for at give det tid til at nå Apophis i februar 2029. Ved at analysere før-og-efter Apophis’ form, overflade, kredsløb, rotation og orientering vil forskerne lære meget om, hvordan en asteroide reagerer på eksterne kræfter – hvilket vil give indsigt i, hvordan man bedst slår en farlig asteroide ud af en kollisionskurs med Jorden.
Terma’s Remote Terminal Unit, som var en succes under ESA’s HERA-mission, vil styre kritiske systemer under flyvningen, herunder kommunikation og fremdriftskontrol. De RTU’er, der blev brugt til HERA-missionen, viste sig at være pålidelige under de krævende forhold ved rummissioner.
– Terma er stolt af at bidrage til Ramses-missionen ved at levere vores gennemprøvede Remote Terminal Unit-teknologi. Dette partnerskab understreger vores dedikation til at levere løsninger af høj kvalitet, der øger sikkerheden i rummet og fremmer videnskabelige fremskridt, siger Günther Lackner, Senior Vice President hos Terma Space.